Andoni Iraola er nu cheftræner for Liverpool, men hans karriere som træner begyndte med et kort og skuffende kapitel hos AEK Larnaca på Cypern, hvor han blev fyret. Syv år senere står han på toppen af sit fag. Det var en januardag, hvor Larnaca spillede 2-2 hjemme mod Ermis Aradippou, og uafgjort betød at holdet nu havde ventet på sejr i seks ligakampe i træk. Det blev Iraolas sidste kamp på posten, og Ermis endte med at slutte sæsonen nederst i tabellen.
Iraola lærte af oplevelsen, genopbyggede sin karriere i Spanien hos Mirandes og gjorde sig derefter virkelig bemærket hos Rayo Vallecano og Bournemouth, hvilket åbnede døren til Anfield. For hans gamle kolleger på Cypern må udviklingen være bemærkelsesværdig at følge.
Tegnene var der allerede
Var der tegn ud over resultaterne, der antydede, at Iraola var bestemt til større ting, og at han blot var offer for en hurtig fyringskultur i den cypriotiske klub? Ifølge David Catala, som spillede under ham i Larnaca, også i den sidste kamp, var der lovende tegn.
“Han havde allerede meget klare idéer om, hvad han ville,” fortæller Catala. “Man kunne se det, og alle spillerne talte om, at han ville blive en fantastisk træner. Men at nå dette niveau? At han ville ende i Liverpool? Det er en stor påstand.”
Iraola havde tilbragt hele sin spillerkarriere i Europa hos Athletic Club, inden et kort ophold i New York City. Hans første skridt ind i managerjobbet med Larnaca bragte ham uden for sin komfortzone, selvom der var en spansk tilstedeværelse i klubben.
Hans indledning var imponerende. Tre runder af kvalifikationen til Europa League-gruppespillet blev klaret med sejre over Dundalk, Sturm Graz og Trenčín. Lige så vigtigt var det, at spillerne i Larnaca hurtigt omfavnede hans idéer.
“At være med i Europa League for en klub på Cypern var fantastisk,” siger Catala. “Og det arbejde, han lavede, var godt. Det var de samme idéer, han har i Liverpool i dag: højt pres og en meget aggressiv spillestil, både med og uden bold.”
En anden rytme
På Cypern var det dengang særligt sjældent. “Spillerytmen dernede var meget langsom. Jeg kunne spille dernede, indtil jeg var 38 år, fordi rytmen ikke var så høj.” Iraola havde en anden opfattelse af spillet, som han havde lært under Marcelo Bielsa i Bilbao.
Catala forklarer: “Alt var mere eksplosivt med ham, mere rytme, mere intensitet. Man kunne se, hvordan Marcelo gjorde det med Athletic Club. Jeg husker, at det nogle gange var sådan for os. Skøre ting, som at følge en modstander mand-mod-mand over hele banen. Det var skørt for os som spillere.”
Catala mener i dag, at det var et glimt af fremtidens fodbold. “Fodbolden er gået i den retning. Måden, man skal presse på. Det ændrede spillernes mentalitet.” Han mener også, at Iraola påvirkede den cypriotiske liga. “Han ændrede lidt på rytmen i ligaen på Cypern.”
Hvorfor det gik galt
I en periode fungerede det. I begyndelsen af december, efter 10 kampe, lå Larnaca nummer to i tabellen efter Limassol, som var det eneste hold, der havde slået dem i perioden. Iraolas hold lå faktisk foran den seksdobbelte forsvarende mester og senere vinder af titlen, APOEL.
Men så gik det hurtigt galt. Et 5-1-nederlag hjemme mod Bayer Leverkusen i Europa lå klemt inde mellem tre udeture på øen, som ikke gav en eneste sejr. Et hjemmenederlag med et enkelt mål øgede presset inden juleferien.
Et udetab mod Omonia efterfulgt af uafgjort mod de kriseramte Ermis pecherede hans skæbne. Der var nogle taktiske justeringer, men intet væsentligt. “Han ændrede ikke meget i sin tankegang om, hvordan han ville spille mod forskellige hold,” husker Catala.
Den egentlige lærestreg var, at pres kommer hurtigt i fodbold, selv i et miljø, der skulle have været væk fra opmærksomheden for en så kendt skikkelse fra sin spillertid. “Hvis du ikke får resultater, er det svært at have ejernes tillid.”
Catala uddyber: “Cypern er meget svært for trænere, og især for unge trænere, fordi klubejerne er meget lidenskabelige. Og i det øjeblik, du ikke får resultater, smider de træneren ud, som var det småpenge.
Så snart man taber kampe, især mod de lavere placerede hold, taler fansene straks med ejeren, og ejeren bliver rasende. Man kan ikke få den stabilitet, som man måske har brug for som ung træner. Det var det, der skete med Andoni.”
En god start alligevel
For Catala, som senere selv blev træner for Larnaca og holdt sig lidt længere end Iraola, har det været vigtigt at tage ved lære af sin gamle træner. Han mener, at Iraola også har haft gavn af erfaringen. “Det var stadig et godt valg at starte dér,” understreger han.
“Cypern er ikke et let sted at arbejde for nogen, men det er et godt sted for en ung træner at begynde sin rejse. Han fik for eksempel mulighed for at træne et hold i Europa League. Desværre er fodbold overalt meget ustabilt for alle trænere i dag.
Det var en kort periode. Men han har sikkert lært mange ting af sin tid på Cypern om, hvordan man håndterer situationer. Det var hans første job, og man må tage noget med sig fra det. Han har helt sikkert forbedret sig meget siden da, og han har udviklet sig.”
At han nu er Liverpools træner, overrasker Catala kun en lille smule. “Jeg er glad på hans vegne. Hvis man ser på de seneste år, kan man se, at han helt klart er en fantastisk træner. Jeg kan ikke sige, at jeg ikke havde forventet det, men det er lidt af en overraskelse.” Fra fyringen i Larnaca til Liverpool – hvordan kunne det ikke ende sådan?